Katrine Høegh McQuaid

Jeg hedder Katrine, er 49 år og bor på Samsø sammen med min mand Sammy.

Jeg er uddannet pædagog og har en kandidatuddannelse i pædagogisk antropologi.

Jeg er født med en gave der gør, at jeg kan kommunikere med den åndelige verden, og det har altid spøgt de steder jeg har boet.

Da jeg var yngre, følte jeg mig utryg, fordi jeg kunne fornemme, at der altid var nogen sammen med mig, uanset hvor jeg var. Jeg var aldrig alene, og jeg turde ikke spørge, hvad dem der var hos mig ville. En dag tog jeg mod til mig, spurgte, og fik et kærligt svar fra den åndelige verden. Jeg fandt ud af, at de afdøde gerne vil have hjælp til forskellige ting. Blandt andet skulle jeg være kanal for dem, så de kunne kommunikere med dem, de havde efterladt på jorden. Nogle afdøde ville fortælle deres historie, og nogle af dem ville have hjælp til at finde lyset, så de kunne komme over på den anden side.

Jeg har gennem årene fundet ud af, at det er en smuk opgave, jeg har fået, da jeg er blevet vidne til mange fantastiske og rørende historier og oplevelser. Den største opgave jeg har fået, er at formidle den kærlighed der er fra den åndelige verden, til os der lever på jorden, og at der venter nogen på os, når vi skal herfra.

I de sidste 8 år har jeg arbejdet målrettet på at udvikle min gave, og udviklingen førte mig i en healende retning. Jeg er igennem nogle år blevet undervist af den åndelige verden, og jeg har sat den viden, jeg har fået, sammen til en healings form der hedder ”healing wings”

I 2018 blev jeg uddannet håndlæser. Jeg bruger håndlæsningen som en metode i forbindelse med at vejlede andre i den retning der er rigtig for dem.

Hvis du bestiller en tid, kigger jeg både på din sjæl, og hvad du har brug for som menneske for at tage det næste skridt i din udvikling.